Du er her. #1 - Foreningswebsite > Om foreningen > Vedtægter

 V E D T Æ G T E R 

 

FOR SKOVBO JAGTFORENING

(stiftet den 16. december 1991)

 

 

 

1           Navn og hjemsted

1.1         Foreningens navn er Skovbo Jagtforening

1.2         Foreningens hjemsted er Køge kommune

 

2          Forholdet til Danmarks Jægerforbund

2.1         Foreningen er tilsluttet Danmarks Jægerforbund (DJ), hvis vedtægter er bindende for foreningen og går forud for disse vedtægter.

2.2         DJ hæfter ikke for foreningens forpligtelser.

 

3         Formål og opgaver

3.1         Foreningens formål er at samle alle jægere inden for foreningens område og fremme disse interesser i tilslutning til Danmarks Jægerforbunds formål.

3.2         At foreningen udøver sportsskydning med hagl og riffelskydning.

 

4         Optagelse

4.1         Foreningen kan som medlemmer optage enhver uberygtet person.

 

5         Ophør

5.1         Udmeldelse af foreningen skal ske med mindst en måneds skriftlig varsel til udgangen af december måned.

5.2         Foreningen kan slette et medlem som er i restance med kontingent.

 

5.3         Generalforsamlingen kan ekskludere et medlem i overensstemmelse med Jægerforbundets vedtægter §§ 37 - 38. Eksklusionen skal således for at få endelig gyldighed godkendes af Jægerforbundets hovedbestyrelse.

5.4         Medlemskabets ophør medfører ikke krav på andel i foreningens formue.

 

6         Kontingent og hæftelse

6.1         Medlemmer betaler et af bestyrelsen fastsat årligt kontingent.

6.2         Bestyrelsen kan fastsætte nærmere regler om kontingentreduktion for husstands-, ungdoms- og seniormedlemmer samt for ekstraordinære medlemmer og i øvrigt træffe nærmere bestemmelse om forfaldstid mv.

6.3         Bestyrelsen kan efter en generalforsamlings beslutning, optage lån i anerkendt pengeinstitut eller kreditforening.

6.4         For dispositioner foretaget af bestyrelsen efter en generalforsamlings beslutning, hæfter foreningens medlemmer ikke. Foreningens værdier, som klubhus eller skydebanearealer, skal alene indgå som sikkerhed.

 

7         Ordinær generalforsamling

7.1         Generalforsamlingen har den højeste myndighed i alle foreningens anliggender.

7.2         Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år i februar måned. Forslag der ønskes optaget på dagsordenen, skal være foreningen i hænde senest 4 uger før generalforsamlingens afholdelse. Bestyrelsesmedlemmer kan dog opstilles og vælges direkte på generalforsamlingen uden forudgående varsel.

7.3         Indkaldelse til den ordinære generalforsamling skal ske enten skriftligt til de enkelte medlemmer, eller i foreningens medlemsblad, senest 4 uger før.

7.4         Indkaldelse til den ordinære generalforsamling skal foruden dagsorden indeholde forslag, der fremlægges af bestyrelsen til behandling på generalforsamlingen.

7.5         Referat af generalforsamlingen optrykkes i førstkommende medlemsblad efter generalforsamlings afholdelsen. Forinden skal referatet være godkendt af dirigenten.

7.6         Dagsordenen skal omfatte følgende punkter:

1.  Valg af dirigent.

2.  Aflæggelse af beretning om foreningens virke siden sidste ordinære generalforsamling.

3.  Fremlæggelse af det reviderede årsregnskab til godkendelse.

4.  Indkomne forslag.

5.  Valg af formand eller kasserer for en to-årig periode.

6.  Valg af bestyrelsesmedlemmer for en to-årig periode.

7.  Valg af suppleanter for en et-årig periode.

8.  Valg af to revisor og to revisorsuppleanter for en et-årig periode.

  9.  Eventuelt.

 

8         Ekstraordinær generalforsamling

8.1         Ekstraordinær generalforsamling indkaldes af bestyrelsen, når denne finder det påkrævet, eller når mindst 30 medlemmer skriftligt overfor bestyrelsen har begæret dette med angivelse af, hvilke sager, der ønskes behandlet. Efter at skriftlig begæring er fastsat overfor bestyrelsen, skal bestyrelsen lade afholde ekstraordinær generalforsamling senest 3 uger herefter. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling med angivelse af dagsorden skal ske skriftligt til medlemmerne med mindst to ugers varsel.

 

9         Afstemninger

9.1         Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer. Hvert medlem har én stemme.

9.2         Afstemninger sker skriftligt, hvis dirigenten bestemmer dette, eller hvis mindst ¼ af de fremmødte medlemmer begærer skriftlig afstemning.

9.3         Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

9.4         Beslutningen vedtages ved almindelig stemmeflerhed.

9.5         Ændringer af disse vedtægter kan alene vedtages, når mindst 2/3 af samtlige tilstedeværende medlemmer stemmer for.

 

 

10    Bestyrelse

10.1     Bestyrelsen, der vælges af og blandt medlemmerne, har den overordnede ledelse af foreningen. Bestyrelsen nedsætter relevante udvalg til at bistå bestyrelsen med afvikling af årets aktiviteter i foreningens regi og udpeger deltagere til udvalgene.

10.2     Bestyrelsen skal, foruden at varetage normal bestyrelsesarbejde, også være repræsenteret i de enkelte udvalg med tale- og stemmeret.

10.3     Bestyrelsen består af 5-7 medlemmer.

10.4     Bestyrelsesmedlemmers valgperiode er 2 år. Genvalg kan finde sted.

10.5     Formand og kasserer er ikke på valg i samme år.

10.6     Bestyrelsen vælger af sin midte en næstformand og en sekretær.

10.7     Bestyrelsen afholder møde efter behov, når formanden eller når 3 medlemmer af bestyrelsen begærer det.

10.8     Bestyrelsen fører mødeprotokol med referat af bestyrelsesbeslutninger.

10.9     Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.

10.10  Hvert medlem af bestyrelsen har én stemme.

10.11  Beslutningerne vedtages ved simpel stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed, er   formandens- eller i dennes fravær næstformandens-stemme afgørende.

 

11    Tegningsret

11.1     Foreningen tegnes af bestyrelsen i forening eller af formanden, henholdsvis kassereren, i forening med at andet bestyrelsesmedlem.

11.2     Meddelelse af fuldmagt til foreningens løbende dispositioner kan gives til kassereren.

 

12    Formue og regnskabsår

12.1     Foreningens formue skal anbringes i anerkendte pengeinstitutter eller sikre værdipapirer.

12.2     Regnskabsåret er kalenderåret.

 

 

 

13    Revision

13.1     De to revisorer, der vælges af og blandt medlemmerne, jf. punkt 7, reviderer regnskabet og påtegner dette. Revisorerne har endvidere til opgave, løbende at påse, at foreningen administreres hensigtsmæssigt og i overensstemmelse med de fastsatte retningslinier.

13.2     Revisorerne kan foretage uanmeldt kasseeftersyn.

13.3     Medlemmer af bestyrelsen kan ikke vælges til revisor.

 

14    Sammenslutning

14.1     Generalforsamlingen kan med mindst 2/3 af samtlige tilstedeværende medlemmers stemmer vedtage, at foreningen sammenlægges med andre lokalforeninger under DJ, således at foreningens aktiver og passiver overtages af den fortsættende, fælles lokalforening.

 

15    Opløsning

15.1     Generalforsamlingen kan, med mindst ¾ af samtlige tilstedeværende medlemmers stemmer på to på hinanden følgende generalforsamlinger, der afholdes med mindst én og højst to måneders mellemrum, vedtage at foreningen opløses.

15.2     Foreningens eventuelle formue skal – efter at alle forpligtelser er opfyldt - forvaltes af DJ i indtil fem år. Stiftes en ny lokalforening under DJ i foreningens område inden for femårsperioden, overføres den forvaltede formue til den nye lokalforening. I modsat fald tilfalder formuen efter femårsperiodens udløb DJ, som skal anvende den til naturbevarende formål.

 

16    Ikrafttræden

16.1     Disse vedtægter, der er vedtaget på generalforsamlingen den 26. februar 2010, har virkning fra beslutningstidspunktet. Vedtægterne er senest ændret 25. januar 2002.

 

 

 

Bjæverskov, den 26. februar 2010

 

 

Dirigent